Dine egne input

Når FAQTUM's analytikere udarbejder en vurdering af din virksomhed - eller af et opkøbsemne - baseres mange beregninger på årsregnskaberne der er indleveret til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen. Ofte vil der være informationer fra virksomhedens ejere, ledelse og rådgivere der kan have stor betydning for vurderingen. 

Dine input til vurderingen vil oftest blive indarbejdet i version 2 af vurderingen. Med udgangspunkt i den første og helt objektive vurdering, vil du give dine input til FAQTUM's analytikere.

Til brug for opdatering af vurderingen kan du anvende nedenstående "tjekliste".


 

TJEKLISTE VED VURDERING  

Nedenstående liste er input til hvilke områder virksomhedsejere bør gennemtænke i relation til input til vurderingen. Listen er ikke udtømmende og skal blot ses som inspiration.

Generelt kan nævnes, at alle faktorer der enten 1) giver et mere retvisende billede af historikken – eller 2) giver en bedre indikation af forventningerne til fremtiden – er relevante.

Input modtaget fra virksomheden er fortrolig information og vil ikke blive formidlet til udestående parter. Input modtaget fra virksomheden vil fremgå under ”antagelser” i den endelige vurdering.

HISTORISK RESULTAT

Løn til ledelsen/ejerkredsen
Er der betalt uforholdsmæssigt høje (eller lave) lønninger til den nuværende ledelse, bør der korrigeres således at man i stedet indregner ”en løn til ledelsen der er rimelig for virksomhedens størrelse og for branchen”.

Pensioner og andre forhold
Er der i nogle af de indregnede år indbetalt ekstra store pensionsbeløb, bør der korrigeres for dette.

Andre ekstraordinære goder
Belastes virksomhedens drift af ekstraordinære omkostninger, til f.eks. biler, sommerhuse eller andre ting, som er uvedkommende for en investor, bør der korrigeres for disse omkostninger.

Ekstraordinære investeringer
Er tidligere regnskabsårs resultat belastet af ekstraordinære investeringer i fremtidig indtjening – så kan der korrigeres herfor.

BALANCEN

Ejendomme, grunde og bygninger
Ejendomsvurderingen svarer ofte ikke til den bogførte værdi af samme. Bedst er det såfremt der findes en aktuel salgsvurdering af ejendommene. Alternativt kan anvendes den offentlige ejendomsvurdering. Denne korrigeres efterfølgende af FAQTUM, med en tillagt markedsværdi. En for høj eller lav bogført værdi af ejendomme giver direkte resultat i vurderingen.

Andre aktiver
Er de øvrige aktiver nedskrevet til en lav bogført værdi, men repræsenterer de en markant højere værdi, bør dette oplyses, således at der kan korrigeres herfor. Også her vil en korrektion have direkte effekt på vurderingen.

 PROGNOSEPERIODEN

Afsluttet men ikke offentliggjort regnskabsår
Har virksomheden afsluttet – men ikke offentliggjort – et nyt årsregnskab? Dette bør medtages da det vil give et langt bedre billede af virksomhedens aktuelle situation.

Indeværende regnskabsår
Hvad er virksomhedens eget resultatbudget for igangværende regnskabsår? Hvordan følges budgetterne.